Nærvær er smerte, når nærværets kontekst er smertefuld. Det er måske indlysende. Men det er også en forlængelse af foregående afsnits metafor, altså smerten forbundet med at betræde en kær vens sti. For vi kan vanskeligt
forstå andres smerte, hvis vi ikke beredvilligt tager et par
gram af den på os selv.

Det er en svær smerte at tage på sig, andres. Der er så rigelig smerte i verden i forvejen. Men der er også en anden
forklaring på, at vi har vanskeligt ved at trække en stol ind
i andres mørke. Det er en naturlig grund, nemlig driften
hen imod ikke at have ondt. Vi er som art programmeret
til at undgå smerte, og følelsesmæssig smerte aktiveres i
samme hjerneområde som fysisk smerte. Det er med andre ord ét fedt, om vi har ondt i krop eller sjæl, for så vidt
vores abehjerne forstår.

At tage del i en andens psykiske smerte er derfor at invitere os selv ind i at have smerte, fordi krop og sind på det
mest basale niveau kopierer den andens tilstand. Når man
som modpol hertil ser nogen smile, sørger hjernen for at
kopiere smilet i vores eget motoriske center, der – hvad
end vi faktisk smiler eller ej – hjælper os til intuitivt at
forstå, at den anden er glad.

Vi forstår, fordi hjernen kopierer. Når vi derfor oplever nogen, hvis depressive energi
trækker tråde langt ned i hullet, forstår vi, at de lider grufuldt, og vi mærker en del af deres smerte, som var den
vores egen. Det er velsagtens forklaringen på, at vi hurtigt
griber til ”fix-dig” sprog. Altså:

Fortæl mig, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Du er nødt til at sige, hvad du har brug for.

Jeg kan jo ikke fixe dig!

Med risiko for at støde vil jeg mene, at selv om ovenstående udsagn i udgangspunktet er velmenende, så tjener de i
sidste ende et egoistisk formål: Det handler om at frigøre
os selv fra den smerte, som den anden påfører os via vores
empatiske kopisystem. Derfor griber vi enhver chance for at
finde noget konkret, vi kan fixe (en kop te, måske?), eller for
at flygte ud af situationen (Nå, men så må du sige til, hvis du har
brug for noget). Det suverænt sværeste er at blive siddende i
den larmende, hændervridende, tragiske tavshed.

Håndværket terapi handler i allerhøjeste grad om at lære at
hæmme denne medfødte respons hen mod selvvendt smertelindring, handlemodussens aloe vera. Når en klient rammes af stærke følelser, er det terapeutens fornemste opgave
ikke at flygte fra følelsen, men at give den plads. For på samme måde som vi mærker den lidendes smerte, på samme
måde mærker den lidende vores kærlighed.

Det er ikke altid, at der er plads til kærligheden i starten, for en depressiv
tilstand udvikler sig sjældent fra dag til anden. Det har som
regel været en lang proces af langsom nedbrydning, hvor
lyset slukkes mere og mere, indtil mørket til sidst dominerer.

Men bliver man siddende der i mørket, udholdende den
andens smerte, som den mærkes på én selv, så får man på et
tidspunkt lov at blive en kilde til lys. Det er umuligt at forudse, hvilket kærligt ord der bliver det første, som trænger
igennem mørket, eller hvilken berøring der giver adgang til
lindring og heling. Det er dog ganske vist, at oprigtigt nærvær over tid fortrænger mørket.

Det er naturligt at undgå eller flygte fra smerte, og det er
naturligt at ville fixe eller reparere en kær ven eller nær
slægtning, som har ondt. Det hjælper bestemt heller ikke,
at Systemet lærer os, at svær psykisk smerte og fortabelse
bedst forstås som sygdomme og forstyrrelser, der jo per
definition er noget, der er galt, noget, der i sin essens skal
fixes. Dette skal vi imidlertid ikke acceptere.

Nogle gange har man brug for fagpersoners hjælp for at
kunne komme op af et dybt hul. Men man kan gøre en helt
enorm forskel ved ikke at sygeliggøre den psykiske smerte,
men humanisere og normalisere den. Rumme den, spejle
den og tillade den. Alt for længe har vi ladet os forføre af
medicinske termer og overmedikaliseret sprog, der giver
os en udvej, som vores abehjerne skriger efter: en vej væk
fra smerten og ind i et univers, hvor psyken er reduceret
til en defekt motor med et mekanisk problem.

Nærværssmerte er at tage del i en andens smerte, og det
er en af de fineste gaver, man kan give en lidende. For den
lidende bliver smerten lettere at bære, og derved skabes et
bånd i mørket, der er forløberen for lys. Nærværssmerten
er ikke kun smertefuld, men fordrer også en stor kærlighed, der som en smuk blomst vokser i brystet på den, som
giver den lidende sin tid og opmærksomhed, som låner
den lidende sin kapacitet til at rumme smerte.

Nærværssmerte er antitesen til psykiatrisering af psykisk
smerte og fortabelse, og ved at tage den til os bidrager vi
til et kulturelt opgør med Systemets kolde, mekanistiske
definition af, hvad det vil sige at være menneske.